Pigefodbold
Odense Boldklub har i de seneste dage fået mange henvendelser fra forældre og nysgerrige, der undrer sig over, at det på TV2 Fyn er blevet fremstillet således, at OB ikke ønsker pige-spillere på de yngste fodboldhold. Sådan forholder sagen sig ikke, og derfor er det vigtigt for os at pointere, at piger er meget velkomne i OB.
OB er en klub for alle. Men OB er også en klub, der sætter det meget højt, at hver enkelt spiller får den bedst mulige oplevelse af at spille fodbold. Uanset om det er drenge eller piger, om det er micro-spillere eller ungdomsspillere og om det er elitespillere eller breddespillere, føler vi et stort ansvar for at få spillerne til at føle sig godt tilrette, og for at hjælpe spillerne til at få den bedst mulige sportslige og sociale oplevelse ud af fodbolden, så de også vil fortsætte med at være en del af vores elskede sport i mange år fremover.
I forbindelse med indslaget i TV2 Fyn gjorde OB det klart, at piger er meget velkomne i OB, men at vi samtidig lader pigerne og deres forældre forstå, at der findes bedre forhold i andre klubber. Det er desværre ikke alle budskaberne, der er blevet taget med i indslaget, og derfor føler vi behov for at præcisere vores holdninger.
- Drenge og piger kan sagtens spille fodbold sammen indtil en vis aldersgruppe, og det er de meget velkomne til at gøre i OB. Hvis vi har givet anledning til en anden opfattelse, så skal vi være de første til at beklage det. En stor del af det at spille fodbold handler også om det sociale, og i og med at vi ikke kan tilbyde omklædningsfaciliteter til piger, fortæller vi pigerne og deres forældre, når de ønsker at melde sig ind hos os, hvordan forholdene er, for vi ønsker ikke at skuffe nogen, når de først har betalt deres kontingent. Hvis de alligevel ønsker at melde sig ind hos os, er de meget velkomne til dette, men vi beder dem overveje, om deres piger får en bedre oplevelse både på det sportslige og sociale, hvis de vælger en klub, der har rene pigehold, siger formanden for OB’s Amatørafdeling, Claus Eder.
Microkonsulent i OB, Kenneth Franco, uddyber:
- Der skal være plads til alle i OB, og når vi forhåbentlig får faciliteter til det, vil vi rigtig gerne begynde at oprette pigehold. Når vi bliver kontaktet af piger og deres forældre, der gerne vil melde sig ind i OB, fortæller vi dem ærligt, at vi ikke kan tilbyde dem omklædningsfaciliteter. Det kan sagtens lade sig gøre, at de møder omklædte til træning og træner sammen med deres jævnaldrende drenge, og det er de meget velkomne til. De skal blot være klar over, at de går glip af den sociale del, der foregår i et omklædningsrum, og at de i løbet af nogle år får behov for at kunne klæde om før og efter træning. Når vores faciliteter ikke giver mulighed for dette, vil pigerne formentlig enten stoppe med at spille fodbold - eller skulle finde en anden klub, siger Kenneth Franco og fortsætter:
- Det vil være synd hvis fodboldinteressen skal knækkes af den grund, ligesom vi vil være kede af, at de gode kammeratskaber, som børn i den alder knytter, skal brydes, fordi pigerne finder det nødvendigt at søge til en anden klub. Derfor anbefaler vi pigerne og deres forældre, at de overvejer nøje, om det vil være en fordel at melde sig ind hos en af vores mange samarbejdsklubber, der tilbyder rene pigehold i stedet. Hvis de stadig ønsker at spille i OB, så er de meget velkomne, men vi vil bare være ærlige og præcise fra start, så pigerne ved, hvad de går ind til, inden de melder sig ind.
OB har p.t. godt 900 medlemmer og 8 omklædningsrum i Ådalen.